Niels Christan Selchau-Mark, jordejer og grundlægger af Kollerup Naturpark, er forsigtigt optimistisk over den grønne treparts mulighed for at løse biodiversitetskrisen. Landmændene skal dog kompenseres retfærdigt for udtagning af jord. Omvendt mener han også, at tvang kan blive nøvdvendigt hvis ambitionerne skal nås.
Af August Mortensen og Emil Uggerhøj-Andersen
Bløde bakker, små klynger af træer og en å, der slanger sig igennem landskabet. En enkelt hundelufter i horisonten der trodser det stive østjyske efterårsvejr. Alt sammen omringet af marker og togskinner.
95 hektar, der til forskel for langt det meste privatejede jord i Danmark, skal have lov at passe sig selv. Et åndehul for mennesker, men endnu vigtigere de dyr, der over hele Danmark mister deres levesteder.
Kollerup Naturpark har i lang tid været godsejer Niels Christian Selchau-Marks, drøm. Han er selvudnævnt hippie når det kommer til naturen, og han er også medlem af byrådet i Favrskov kommune for de konservative. Efter flere års bestræbelser har han nu, i samarbejde med Den Danske Naturfond og Favrskov kommune, fået mulighed for at gøre sit hjertebarn til virkelighed.
Han er dog ikke kommet sovende til det. Det er komplekst og dyrt at føre sådan et projekt ud i virkeligheden. Uden hans passion for naturen og en god økonomi tror han ikke, at han var kommet i mål.
Hvis biodiversitetskrisen skal løses, skal mange landmænd og lodsejere, der hverken er idealister eller økonomisk privilegerede med på vognen. Et projekt der har været meget begrænset held med indtil videre.
Niels Christian Selchau-Mark er derfor positivt stemt over den grønne trepartsaftale, og pengene der skal sættes af til opkøb af jord og skovrejsning. Dog mener han, at fair kompensering og i sidste ende større mulighed for ekspropriation, bliver afgørende i implementeringen, hvis aftalens ambitiøse målsætninger skal lykkes.
Biodiversitetskrisen i Danmark. Video: August Mortensen og Emil Uggerhøj-Andersen
Endelig sker der noget
Danmark fik i 2024 aftalen om et grønt Danmark, også kendt som den grønne trepart. Og ifølge Niels Christian Selchau- Mark, så er det ikke et sekund for tidligt:
“Vi har haft en regering, som har været så fodslæbende i forhold til at gøre noget ved det store biodiversitetsproblem vi har haft”, siger han.
Som led i den grønne trepartsaftale skal der sættes 40 milliarder kroner af til at forbedre naturen og biodiversiteten i Danmark. Målet er at udtage 15% af landbrugsarealet og omdanne det til natur inden 2045. Et areal der er på størrelse med Fyn og Bornholm tilsammen.
Ifølge Niels Christian Selchau-Mark er det en god start:
“Jeg tror, at der er mulighed for at gøre godt med de mange milliarder i den grønne trepart. Det er første gang vi har været oppe og se beløbsstørrelser, der kan noget”, siger han.
Er der incitament til samarbejde?
Professor i agroøkologi på Aarhus Universitet, Jørgen Eivind Olesen, er enig i, at den grønne trepartsaftale er et skridt i den rigtige retning. Han mener dog ikke, at økonomien og ambitionerne hænger sammen:
“Sådan som det ser ud, så er de tilskud lodsejerne kan få, kun store nok til at dække omkostningen for de dårligste marker”, siger han.
Hvis den nye natur skal gøre en forskel for biodiversiteten, er det ifølge en rapport fra Københavns Universitet vigtigt, at der skabes store sammenhængende naturområder. Her har bestandene nemlig mulighed for at opretholde sig selv uden menneskelig indgriben. Det kan være svært, hvis man pletvist opkøber de dårligste marker.
følge Jørgen Eivind Olesen, er det nemlig ikke den dårlige jord, der oftest hænger sammen med de eksisterende naturområder.
Camilla Fløjgaard, professor i biodiversitet ved Aarhus universitet, mener også at der mangler incitamenter for at få landmændene til at gøre noget for biodiversiteten:
“Hvis du som landmand har intensiv sommergræsning på dine arealer, så får du det samme i tilskud, som hvis du har helårsgræsning. Intensiv sommergræsning er skidt for biodiversiteten. Helårsgræsning er godt, men kræver en meget større arbejdsbyrde”, siger hun. En større arbejdsbyrde, der ikke giver mening, når pengene er de samme.
Derfor håber Camilla Fløjgaard, at dette bliver taget i mente, når den grønne trepart falder helt på plads:
“Naturen har brug for plads, så jeg håber at hvis der f.eks. ligger en mark mellem 2 naturområder, at det er den der bliver prioriteret at blive taget ud”, siger hun.
Fair aftaler er vigtigt, hvis samarbejdet skal lykkes
Jørgen Eivind Olsen påpeger også, at den miljøregulering der ligger i den grønne trepart kan komme til at reducere landbrugsarealers værdi markant. Altså kan det være, at pengene pludselig rækker, når jorden koster meget mindre. Det mener han dog ikke er en god løsning:
“Jeg tror, de fleste landmænd vil se det som et indgreb og en uretfærdighed. Det bliver man nødt til at håndtere, hvis man vil opnå det nødvendige medspil fra landmændene”, siger han.
Niels Christian Selchau-Mark er enig. Han har selv oplevet problemer med tilskud til sine projekter. Han kan derfor godt forstå, at andre lodsejere med færre midler kan være skeptiske:
“Der er en stor gruppe landmænd, der har fået øjnene op for, at vi bliver nødt til at gøre noget her. Og de er også klar på at være medspillende, så længe de ikke bliver røvrendt. Hvis du ikke vil jorde nogen økonomisk, muligvis i flere generationer, så bliver du nødt til at være realistisk i værdisættelsen af de marker, du kigger på”, siger han.
Det billede kan de også genkende hos Danmarks naturfredningsforening:
“Vi oplever, at der er mange landmænd der siger, at hvis de får ordentlig kompensation, så har de noget jord de gerne vil give. Det kan være noget jord, som de kun holder fast i fordi de kan få noget tilskud, men som de ikke rigtig kan bruge”, siger Anders Horsten, naturpolitisk rådgiver ved Danmarks Naturfredningsforening.
Bedre muligheder for brug af ekspropriation
I Danmark har vi i dag mulighed for at lave ekspropriation, når der skal laves veje eller anden infrastruktur. I den grønne trepart bliver ekspropriationsret også nævnt, men kun i forbindelse med udtagning af lavbundsjorde, og kun i helt særlige tilfælde. Men Niels Christian Selchau-Mark mener, at selvom der skal flere penge til de frivillige aftaler, så skal der i højere grad også skal kunne gøres brug af ekspropriation i forhold til biodiversitet:
“Jeg er som udgangspunkt stor tilhænger af den private ejendomsret, men hvis vi står i en situation, hvor der er en lodsejer der har noget jord, som er vigtigt for at kunne skabe et større sammenhængende naturområde, så mener jeg, at der skal være mulighed for at kunne ekspropriere det”, siger han.
Han bakkes op af Anders Horsten, når det kommer til brugen af ekspropriation:
“Hos Danmarks naturfredningsforening er vi som udgangspunkt tilhængere af de frivillige aftaler, men hvis der ligger et større landområde eller ejendom som kan ligge og spærre, så er vi fortalere for, at ekspropriation er en mulighed”, siger Anders Horsten.
Camilla Fløjgaard er også enig:
“Hvis man kigger tilbage, så har vi ikke så gode erfaringer med de frivillige aftaler, dem når man ikke så langt med. Så hvis vi vil have nogle høje ambitioner for biodiversiteten, så er vi også nødt til at have nogle værktøjer der gør, at vi kan komme i mål med de ambitioner”, siger hun.
Ifølge Jørgen Eivind Olsen, skal man dog ikke satse for meget på brugen af ekspropriation:
“Man skal være forsigtig når man bruger ekspropriation, for så vil landmændene prøve at få så mange penge som muligt for sin jord. Og derfor kan projektet ende med at blive meget dyrere”, siger han.
Hvis jord udtages med ekspropriation er det nemlig skattefrit, og derfor dyrere for staten.
Pengene skal ud til lodsejerne
Tilbage i Kollerup Naturpark håber Niels Christian Selchau-Mark, at flere lodsejere vil gøre ham kunsten efter med indførslen af den grønne trepart:
“Vi har fået ansvaret for den her klode, fordi vi tilsyneladende er de klogeste, men også de mest destruktive. Det ansvar bliver vi nødt til at være voksne. Hvis vi ikke kan passe på vores natur i Danmark, med hvilken ret kan vi så sige de skal gøre det i Afrika?”
Han vedkender, at det ikke er alle, der er så idealistiske som ham, og at økonomien bliver nødt til at hænge sammen.
Gulerod eller pisk, frivillighed eller ekspropriation, skal lodsejerne kompenseres på en fair måde:
“Det er de færreste landmænd der mulighed for at gøre som mig, og gå fuld Kumbaya. Det kan godt være at politikerne er kommet med en masse planer, men pengene skal jo følge med. Vi kan også sagtens lave en masse planer om at flyve til månen, men hvis ikke der er penge til projektet, så flyver vi sgu ingen steder”, afslutter Niels-Christian.